Vi søger café frivillig/ frivillig til lokalforeningen
Kræftens Bekæmpelse etablerer caféer, hvor kræftsyge og deres pårørende kan mødes og tale med hinanden i uformelle rammer. I Brøndby har vi en café i forbindelse med kommunens rehabiliteringstilbud til mennesker med kræft.
Vi søger frivillige, som har lyst til at være med til at sikre, at caféen er et attraktivt sted at komme for mennesker berørt af kræft. Caféen tilbyder samvær for kræftpatienter og pårørende.
Caféens åbningstid er hver tirsdag kl. 14.45 – 17.30
Opgaverne for en caféfrivillig består i at deltage i caféens aktiviteter, herunder samtaler og erfaringsud-veksling med kræftramte og/eller deres pårørende, sørge for hygge i caféen, indkøb til cafémødet, lave kaffe & the og rydde op efter lukketid samt deltage i koordineringsmøder for hele cafégruppen. Antallet af vagter tilpasses den tid, du har mulighed for at stille til rådighed. Det er en stor fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med mennesker. Måske har du selv eller én i din familie haft kræft?
Det vigtigste er, at du trives med mennesker omkring dig og kan dele ud af smil, støtte og information. Arbejdet som café frivillig er omfattet af fortrolighed, idet den primære opgave er at skabe et trygt rum for caféens brugere og give dem mulighed for at tale om de udfordringer, de står overfor i forhold til det at få og leve med en kræftdiagnose. Som café frivillig arbejder man flere sammen, og der gives støtte, supervision og opbakning til alle frivillige medarbejdere. Cafégruppen holder et fast møde ca. hver/hver anden måned.
Hvis du derudover har interesse i at deltage i lokalforeningens arbejde, skal du være meget velkommen.
Vi tilbyder
* Mulighed for faglig og personlig udvikling
* Blive del af et velfungerende team, som er fagligt engagerede og har det sjovt sammen
* Alsidige og spændende opgaver
* God introduktion til opgaverne og organisationen
* Sparring med din kontaktperson i Kræftens Bekæmpelse
* Kurser i patientstøtte samt andre uddannelsestilbud
* Et stærkt netværk med andre frivillige i Kræftens Bekæmpelse
* Ingen udgifter i forbindelse med din frivillige indsats
* Et frivilligjob med mening
Link til stillingsopslag:
https://frivilligjob.dk/job/133200/frivillig-til-patientstottecafe-i-brondby
Er du interesseret i at blive frivillig i Brøndby kræftcafé/lokalforening, kan du rette henvendelse til Sanne Madsen susworld123@gmail.com