Nyt fra lokalforeningen

Årsberetning Kræftens Bekæmpelse Lokalforening Egedal 2022.


Året 2022 startede for lokalforeningen stadig lidt i Coronaens tegn. 


Der var stadig høje smittetal, og dette gjorde, at vores tirsdagscafé blev sat på hold indtil efter påske. Vi holdt dog fast i vores gåture den første lørdag i måneden.


Da påsken var gået, var de frivillige i caféen dog enige om igen at starte op med caféaften hver anden tirsdag. 


Caféen var dog desværre ikke særligt besøgt hverken i foråret eller i efteråret, hvorefter de 3 frivillige i caféen besluttede at sætte caféen på pause - foreløbig indtil sommer 2023.


Vores gåture den første lørdag i måneden holder vi dog ved.


I juni deltog vi i Start For Livet i Smørum, som endelig var tilbage i fysisk form. 

Lige over 200 mennesker deltog i stafetten, som i øvrigt havde 10 års jubilæum, og det var rigtig dejligt at være tilbage igen.

Vi havde vores pavillon på pladsen om lørdagen og havde en rigtig hyggelig dag.

Stafetten kom ud med et fint overskud på ca. 87.000 kr

Desværre bliver der ikke nogen stafet i Egedal i 2023. Frivilliggruppen mangler frivillige hænder og er derfor blevet enige om at sætte stafetten på pause.

Gruppen mødes igen i september og håber på, at der kommer flere frivillige, som vil være med til at arrangere stafet i 2024.


I foråret blev vi kontaktet af Sjællandske Medier, som var i gang med at lave et nyt magasin og gerne ville have en artikel med om os.

Lisbeth og Kim fra bestyrelsen havde et møde med en journalist, og der kom en rigtig fin artikel ud af det.

Magasinet skal udkomme 2 gange om året i Egedal og Frederikssund kommuner. Vi har taget nogle eksemplarer med, hvis nogen er interesseret.


I oktober deltog vi i Lyserød Lørdag, hvor vi havde en lille stand i Egedal Centret i Stenløse.

Det var nogle rigtig hyggelige timer, hvor vi solgte blomsterløg, muffins og hjemmelavede perlesløjfer.

Vi fik ca. 1200 kr ind.


I starten af december afholdt vi et lille julearrangement. Vi var 11 personer og havde en rigtig hyggelig aften


For i år har vi planlagt vores sædvanlige bestyrelsesmøder, gåture og forhåbentligt afholder vi Lyserød Lørdag igen.